Aarhus Universitets segl

13 radikale ideer søsat

Fra 1. september begynder arbejdet med at modne 13 radikale ideer. De er alle vurderet til potentielt at kunne bidrage til olie- og gasindustriens udvikling. Forskerne vil i de næste tre måneder undersøge om deres ideer kan bære eller de brister.

(Foto: Colourbox)

I foråret blev der skabt 53 bud på, hvad der kan være en radikal idé inden for olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Det skete i forbindelse med Danish Hydrocarbon Research and Technology Centres Radikale Innovations Program, hvor der blev efterlyst skæve forskningsideer.

”Vi er glade for de mange gode og kreative bud på, hvordan en radikal udvikling inden for olie og gasproduktionen kan igangsættes. Visionerne i projekterne er særdeles spændende og vi håber at resultaterne på sigt kan inspirere til en forbedret måde at indvinde olie og gas på. Vi følger projekterne tæt fra centrets side, for at støtte forskerne med det industrielle perspektiv for øje for at give projekterne optimale betingelser” siger Lars Simonsen, R&D Director, Danish Hydrocarbon Research and Technology Centre (DHRTC).

Ideerne favner bredt og der vil blive arbejdet med alt lige fra nye indgangsvikler til øget olie indvinding, brøndstimulering, monitorering af undergrunden, dataopsamling fra udstyr og proces samt inspektion og flow regimer.

”Der er rigtig mange forskningsområder i spil her og mange af ideerne er ret vilde. Det gør selve innovationen og modningen af ideerne særdeles udfordrende. Vi forventer ikke, at alle visionerne om nye teknologier kan realiseres, men det er også en succes, for så har vi prøvet og er blevet klogere på hvad der er muligt.  De projekter, som viser potentiale, vil vi naturligvis opfordre til at ansøge inden for vores arbejdsprogrammer med henblik på udvikle længere og mere dybdegående forskningsprojekter,” siger Lene Hjelm Poulsen, Programme Manager.

Modtagerne af sprintprojekterne inden for radikal innovation er fra:

Aarhus Universitet:
Ole Rønø Clausen, Institut for Geoscience
Tobias Weidner, Institut for Kemi
Alberto Scoma, Institut for Bioscience

Hertil kommer forskere fra Aalborg Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og GEO.

Fakta:
En uvildig komite bestående af personer fra universitetsverdenen og fra olie og gas Industrien har tilkendegivet deres forskellige syn på de 53 ideers radikalitet. Ideerne blev anonymiseret forud for evalueringen. 13 gik videre til næste fase, hvor der er givet midler til yderligere undersøgelse af ideernes holdbarhed.

I de kommende tre måneder arbejdes der på de radikale ideer, for at modne og udforske ideernes potentiale.

Læs mere om DHRTC på hjemmesiden.