Aarhus Universitets segl

Anna forlod Oxford for at blive tenure track adjunkt i Aarhus

Anna Duncan er tenure track adjunkt på Institut for Kemi på Faculty of Natural Sciences. Her arbejder hun med computermodellering af biologiske membraner og membranproteiner. Med sin forskning forsøger hun at forstå, hvordan de mange komponenter i biomembraner arbejder sammen for at udføre deres funktion. 
 
Hun beskriver selv, at hun er i overgangen mellem at være post doc og at starte en forskningsgruppe. 

”Jeg laver primært min egen forskning, men jeg arbejder på at rekruttere til min forskningsgruppe. Når den er på plads, så kommer vejledning og møder med studerende også til at fylde mere. Ligesom jeg vil få flere undervisningstimer,” siger Anna Duncan. 

Hun er på barsel med sit yngste barn nu, men begyndte sin tenure track-stilling sidste år, hvilket betød, at hun og familien måtte flytte fra England til Aarhus.  

 

Med sig har hun en bachelor i matematik fra Oxford Universitet, en kandidat i kemoinformatik fra York University, en ph.d. fra Cambridge Universitet og endelig en postdoc fra Oxford Universitet.  
 
”Jeg har altid elsket at forske og afsøge emner, som jeg har interesseret mig for. Det har bragt mig i forskellige retninger og givet mig en lidt usædvanlig profil. Jeg har aldrig overvejet en karriere i erhvervslivet. Jeg har altid gerne ville have, at mit arbejde blev brugt i samfundets tjeneste,” siger Anna Duncan.   

  • Anna Louise Duncan
  • Tenure track adjunkt ved Institut for Kemi
  • Bachelor i Matematik, Oxford University
  • Kandidat i kemoinformatik, York University
  • PhD, Cambridge University
  • Postdoc, Oxford University

God balance mellem arbejde og privatliv

 

Inden hun kom til Danmark, havde hun hørt godt om Aarhus Universitet og Institut for Kemi fra kollegaer og studerende på Oxford University. Og selvom det har været en svær beslutning af flytte fra England, så føler hun, at hun er landet godt med hjælp fra universitetet.  

”Vi har fået rigtig god støtte af instituttet og universitetet. Vi har fået hjælp til en midlertidig bolig, og min partner har fået hjælp til at lede efter job i Danmark. Det betyder enormt meget, når man flytter til et nyt land og skal ind på en ny arbejdsplads,” siger hun.  

Selvom hun på grund af sin barsel endnu ikke har nået at være meget på Institut for Kemi, så har hun et godt indtryk. Hun er blevet taget godt imod af nye kollegaer, som både har været åbne og imødekommende på et professionelt og personligt plan. 

”Jeg kan godt lide det uformelle og det flade hierarki, der er. Jeg tror, ​​det er vigtigt for, at man kan generere gode ideer – at folk ikke er bange for at stille spørgsmål. Jeg kan godt lide, at der er masser af fremragende videnskab og gode mennesker at samarbejde med. Holdningen til balancen mellem arbejde og privatliv virker også rimelig sund. Det kan være svært at finde i akademia,” siger Anna Duncan.  

Hun har selv gjort sig særligt tre erfaringer, som hun vil give videre til andre, som overvejer en karriere i akademia: 

”Jeg har altid fulgt mine interesser og forsket i de områder, jeg synes var spændende og interessante. Jeg har også altid forsøgt at sige ja til alle de forskellige muligheder, som samarbejder eller jobs, som jeg er blevet tilbudt. Og så har jeg fundet gode mentorer undervejs. Det betyder meget i en akademisk karriere, at man har nogen til at bakke op og give en støtte og perspektiv, hvis tingene er svære,” siger hun.