Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Spørgsmål og svar til foredraget 'Luften vi indånder'

Tirsdag den 26. november 2019 afholdt lektor i analyse- og atmosfærekemi Marianne Glasius og professor i miljømedicin Torben Sigsgaard foredraget 'Luften vi indånder' som en del af foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab.

Spørgsmålene væltede ind, og der var derfor ikke tid til at besvare alle under foredraget.
Foredragsholderne har efterfølgende besvaret spørgsmålene skriftligt. Du kan derfor finde svar på dit eget og alle andres spørgsmål nedenunder.

1. @foredragAU Nina fra Læsø Bio- der er tit folk de lader deres bil løbe når de er f.eks. i Brugsen ... det irriterer mig. Hvad tænker du over det?

Det er den enkelte kommune der stiller regler om tomgang, og Læsø kommune har ingen regler på området. Det er en dårlig vane at lade bilen stå i tomgang, fordi det som regel er unødvendigt og giver lokal luftforurening.

2. Hvor lang en tidsperiode dækker ordet "akut" over i de tilfælde i snakker om. Benjamin VGT #foredraglive

Dage til uger.

3. Der hvor HNO3 og NH3 reagere, er det en fældningsreaktion, da det bliver til et salt? Emilie, Aalborg Katedralskole #ForedragLive

Ja det kan man godt kalde det, selvom fældningen her sker i luft og ikke i en væske.

4. Allergi bliver påvirket af luftforurening, hvordan kan det være? Emilie, Aalborg Katedralskole #ForedragLive

Allergi bliver påvirket af luftforurening, fordi det fører til en øget inflammation af lungernes overflade og derfor en større følsomhed over for allergener i luften.

5. Hvad kan vi gøre for at mindske påvirkningen af luftforureningen? Emilie, Aalborg Katedralskole #ForedragLive

Det mest effektive er at reducere udledningen af luftforurening. Personligt kan man reducere sin egen påvirkning f.eks. ved at undgå veje i myldretiden og lufte ud med gennemtræk flere gange om dagen.

6. Hvad kan vi gøre hvis forureningen lægger sig over f. Eks København? #Foredraglive

Det bedste man kan gøre, er at holde sig indendørs, hvis der kommer en voldsom forureningsepisode og undgå at dyrke kraftig motion udendørs, indtil det er drevet over.

7. Hvad gør man i Danmark for at begrænse luftforurening? På fabrikker osv. Vestjysk Gymnasium Tarm. #foredraglive

I Danmark stiller myndighederne krav til de mest forurenende virksomheder, f.eks. om partikelfiltre.

8. #ForedragLive er der nogle af de gasser som vi har i atmosfæren som er mere farlige for vores helbred end andre? - Laura Jensen, Søvind kirkehus, 8700 Horsens

De gasser, som vi specielt har haft fokus på, det er nitrøse gasser og ozon samt NO2.

9. Jeg har oplevet, at når mine forældre kører rengøringsprogram på ovnen, at jeg har svært ved at trække vejret i nærheden af den. Ved I hvor meget den forurener. Maiken, Søauditorierne

Med en partikelmåler måles det højeste antal partikler nævnt i aftenens foredrag. Derfor vil jeg anbefale jer at sørge for gennemtræk når i benytter rengøringsprogrammet, og lad være med at være i rummet imens og luk dørene indtil alle andre rum i huset mens det står på. Fordi det her er som at være i Sydøstasien eller Afrika, i hvert i fald i den periode man benytter rengøringsprogrammet i.

10. På hvilken måde påvirker luftens indhold af ammoniak mennesker Tænker på forureningen fra svinefabrikkernes udluftning, hvis følger vi ser som alger på bygninger, fliser og som græs på hedeareareler. Niels, Tåning forsamlingshus.

Ammoniak påvirker lungerne og i det hele taget slimhinderne med irritation, så man kan se, at hvis man har følsomme lunger, kan ammoniak føre til en forværring af luftvejssymptomerne.

11. Hej. Hvor meget methan skal der til, for at det bliver farligt i en lokale der er 4500m3? Jonas Hamborg Herningsholm htx Herning

Metan er ikke farligt i sig selv, men kan give anledning til eksplosioner. Metan er en drivhusgas, som fører til at varmen på jorden ikke udstråles til det ydre rum, men metan er kun farligt, hvis det fordriver ilten, som skal være i luften for at vi kan overleve.

12. Hvor langt er der ud til "rummet" (Når nu atmosfæren er så tynd) Andreas HTX Herning

Atmosfæren har ingen veldefineret ydre grænse, men den bliver meget tyndere opad og 99% af molekyler i atmosfæren findes under 30km højde.

13. Hvordan beskytter man sig mod brændeovnsrøg? anne-lise Bio Næstved

Man beskytter sig bedst mod brændeovnsrøg, hvis man holder sig indendørs i sit eget hus, når det står på, og hvis man har et ventilationsanlæg, som trækker luft ind udefra, kan man evt. forsyne det med et filter, et såkaldt hepa-filter, som vil tage de finere partikler, men det kan være svært at fjerne gasserne fuldstændig, hvorfor man i specielle tilfælde kan være nødt til at slukke for sit ventilationsanlæg i tilfælde af en uheldig vindretning.

14. Niels Hansen, Søauditoriet. Er det i orden at man slår naboen ihjel, for hyggens skyld. Jeg tænker selvfølgelig på folks Brændeovne i villakvarter med jernvarme

Vi arbejder på at få en lovgivning, således at man ikke genererer sine naboer udover det nødvendige, og der har været flere forslag fremme i pressen om at man skulle forbyde brugen af brændeovnen til basisopvarmning i områder med fjernvarme.

15. Holder atmosfæren på en større tæthed af partikler eller hvad er atmosfærens rolle ifht. vores luft? Vh Maria, Sønderborg

Atmosfæren er det samme som luft.

16. Hvorledes påvirker landbrugets udledning af gylle/ammoniak/mrsa mennesker i Danmark. Knud Biografen i Stege

Vi har i et nyligt forsøg undersøgt effekten af landbrugets udledninger af ammoniak og påvirkningen af helbredet, og der er noget, der tyder på, at denne udledning er en medvirkende faktor til astma blandt børn under 10 år i Danmark. Hollandske studier har samtidig påvist, at der også kan være en effekt på indlæggelser for KOL blandt voksne.

17. Heidi i Køge: Hvis vi lugter til afføring, optager vi jo partikler fra det. Kan der være bakterier bundet til afføringen? F.eks. colibakterier.

Der er meget store mængder af bakterier i afføringen og hvis afføringen tørrer ud og bliver luftbåren, så følger bakterierne, oftest døde bakterier med.

18. Er der forskel ved at have en stor næse? Vh Big nose

Vi har ingen erfaring med, om store næser betyder noget for påvirkning af luftforurening.

19. Hvad kan vi gøre for at mindske luftforureningens påvirkning på mennesker?

Dét vi kan gøre, er for det første at undgå at opholde os der, hvor der er den højeste forurening, for det andet hvis vi er et sted, hvor der er meget forurenet, kan vi undgå at lave for store kraftanstrengelser. Vi kan opholde os indendørs.

20. Heidi i Køge: Hvor farlige er partikler fra stearinlys i hjemmet.?

Det er svært at sige præcis hvor farlige stearinlys- partikler er, men det er på linje med andre partikler, som produceres ved forbrænding i hjemmet. Vi arbejder for øjeblikket på at se på effekten af stearinlys-partikler hos unge voksne, men vi er ikke færdige med forsøgene endnu.

21. Allergi bliver påvirket af luftforurening? Emilie, Aalborg Katedralskole

Allergi bliver påvirket af luftforurening, fordi det fører til en øget inflammation af lungernes overflade og derfor en større følsomhed over for allergener i luften.

22. Kan CO2 laves om til brændstof Erik Kjelsmark Gjethuset Frederiksværk

Det er desværre ikke energimæssigt favorabelt, men man forsker bl.a. på Aarhus Universitet i anvendelse af CO2 til andre formål.

23. Hvor alvorligt skal man tage røgen, som man udsættes for fra naboernes brændeovne, når man i forvejen har astma og pollenallergi ? Mvh. Kirsten, Rødding Bio

Hvis man har astma, som forværres af udsættelse for naboers brænderøg, skal man forsøge at beskytte sig selv mod den påvirkning, og det gøres bedst ved at holde sig indendørs og evt. slukke for ventilationsanlæg, som kommer til at tage den forurenede luft ind fra naboerne.

24. Hvad vil der ske, hvis luftforureningen i Beijing bliver ved med at være som det er, eller højre? Isabell Mogensen Herningsholm htx Herning

Hvis luftforureningen ikke forbedres i Beijing, vil det føre til, at en meget stor del af beboerne i Beijing får luftvejsbetingede sygdomme og dør for tidligt.

25. Hvordan opstod radon. Hans Malling Sognegård.

Radon er en naturligt forekommende gasart der findes i undergrunden.

26. Hej Hjælper alm. mundbind i stor byerne med meget luftforurening? Er de tætte nok?

Almindeligt mundbind er ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe problemer med luftforurening, men det kan være en hjælp, hvis man skal ud i trafikken, at man bruger et filter, idet mundbind i sig selv ikke er i stand til at tilbageholde de mindste partikler.

27. Niels Hansen Søauditoriet. Hvad forurener mest indendørs: et stearinlys der brænder eller en olielampe der brænder?

Der er desværre kun få målinger af udledning af partikler fra olielamper, så spørgsmålet kræver flere undersøgelser for at kunne besvares entydigt.

28. Der er tale om at forbyde private brændeovne. Giver det god mening i forhold til folkesundheden Findes der undersøgelser, som belyser problemet Mvh. Kirsten, Rødding bio

Det Økonomiske Råds Sekretariat har udgivet en rapport om emnet

https://dors.dk/vismandsrapporter/oekonomi-miljoe-2016/kapitel-ii-luftforurening

29. Hvor store er atomer i mikrometer? Andreas HTX Herning

Atomer er 0.3-3 * 10^-4 mikrometer.

30. Kan man argumentere for at vi skal lade vær med at trække vejret fordi luften er så forurenet - Viktor Helle fra Vesthimmerlands gymnasium

Nej.

31. Tom, Marielyst. Afbrænding af træer mv i Australien og Amazonas. Hvilke indflydelse har det og regenerere vores jord dette på dette, eller er det kun nyetræer der kan dette

Spørgsmålet er desværre så uklart at vi ikke kan besvare det.

32. Vi er jævnligt generet af brændeovnsrøg. Hvordan kan det være, at der ikke er nogen regulering på dette område, da det vel er en, ikke tidssvarende opvarmningsform som ødelægger folks sundhed. Allan, Kulturhuset i Hinnerup.

Der findes ikke megen regulering af brændeovne, men der arbejdes på at få en mere ensartet regulering af brændeovnene i kommunerne.

33. Er gasser udledt af menneskekroppen med til at forurene kloden? Pelle C Kirchhoff, Vesthimmerlands gymnasium.

Disse gasser udledes i så små mængder, at de ikke har global betydning.

34. Jakob Korslund, Kino Nibe: jeg mener at vide at en stor del af den årlige udledning af tungmetaller (cadmium, bly m.m.) kommer af fyrværkeri på Nytårsaften - kan I kommentere på relevansen af luftforureningen på denne ene dag og/eller et evt. forbud/indskrænkning mht. fyrværkeri

Det er rigtigt at koncentrationen af en række tungmetaller er betydeligt højere nytårsaften end resten af året pga. fyrværkeri. Det er en politisk beslutning om dette skal reguleres yderligere.

35. Lea, Fjerritslev Kino: Hvordan tæller man ultra fine partikler?

Man kan bruge et instrument der hedder en Condensation Particle Counter (CPC). Partiklerne ledes først ind i et kammer hvor isopropanol eller vanddamp kondenserer på dem, så de vokser i størrelse og herefter kan tælles med en laser.

36. Hvad med mikroplast i forhold til partikler og luftforurening og sundhedsmæssige effekter Anne, Toldkammeret Helsingør

Der er desværre for få målinger af mikroplast i luft til at vi kan udtale os om dette.

37. Hvorfor er det vigtig at vi i Danmark ved noget om partikelforurening, nu hvor det ikke er så slemt i Danmark? Alberte og Nikoline - Skælskør Kosmorama

Selvom luftforureningen generelt er lavere i Danmark end i f.eks. Asien, så er der stadig helbredseffekter fra tusindvis af sygedage til 4.200 for tidlige dødsfald hvert år.

38. Dorte, Egedal Byens Hus Hvordan bør man som turist beskytte sig i de meget forurenede storbyer i fx. Asien?

Almindeligt mundbind er ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe problemer med luftforurening, men det kan være en hjælp, hvis man skal ud i trafikken, at man bruger et filter, idet mundbind i sig selv ikke er i stand til at tilbageholde de mindste partikler.

39. Hvordan kan vi undgå CO2 udledning i dagligdagen? Alberte og Nikoline, Skælskør

Det kan man f.eks. ved at bruge vedvarende energi, købe lokale varer, og bruge offentlig transport og cykel evt. elbil.

40. Er det sundt/usundt at bevæge sig ind i en 'salt cove' i en spa (dampbad hvor du indånder damp med salt)? Karin, Søauditorierne

Hvis man føler sig utilpas i en såkaldt salt cove, bør man fjerne sig fra den, men hvis man ikke oplever, at det er ubehageligt, er der ikke nogen grund til at være nervøs for at blive udsat for salt tåger, idet rent vand uden salt er mere generende for overfladen i lungerne end vand med en lille smule salt, det vi kalder ”fysiologisk saltvand” der indeholder niveauer af salte, således at det passer med den overflade, der i forvejen er på lungerne. På den anden side hvis det bliver for kraftige saltopløsninger, bliver det også genererende. Så det generelle råd vil være, at hvis man ikke mærker noget, så kan man tage det roligt.

41. Polen der er kendt for sine kulkraftværker og et generelt stort forbrug af kul; hvorfor er forureningsaftrykket på kortet så forholdsvist lavt Skyldes det metrologien Bent / Gasværket

Vi går ud fra at du mener kortet over NO2 koncentrationer. Det kan skyldes befolkningstæthed (og dermed behovet for energi og transport) samt meteorologi.

42. Ved man hvornår Danmark kommer til at ligne Beijing eller andre lande fra Asien? Teufik dizdarevic Herningsholm htx Herning

I Danmark og Europa stiller vi i dag krav som har reduceret luftforureningen generelt gennem de seneste årtier, så vi får ikke samme forhold som i Beijing.

43. Flemming Daugaard - Arken Rødding Tjele - hvilken indvirken har et højt CO2 niveau på os mennesker , når vi opholder os inden i vores huse

Et højt CO2 niveau i indemiljøet fører til, at vi bliver døsige og vores koncentrationsevne nedsættes.

44. Hvilken specifik luftforurening er relateret til diabetes, Jens Sund, Svendborg Seniorakademi.

Dét som man har set relateret til diabetes er NO2 og partikelforurening.

45. Seyer E. fra Sø-Aud-1. Bliver vi ikke mere sensitive (mindre tolerante), hvis vi nedsætter eksponeringsniveauet? tak

Nej, vi bliver ikke mere sensitive, hvis vi nedsætter eksponeringsniveauet. Tværtimod ser det ud som om, at den sensitivitet vi har er højest ved de laveste eksponeringsniveauer.

46. Hvordan opstår temperaturinversion? Hilsen Christian Rex, elev fra Egå Gymnasium

Det skyldes meteorologiske forhold og opstår ofte i områder med højdeforskelle i landskabet. Det klassiske eksempel er kystbyen Los Angeles hvor kold luft fra havet "fanges" under varm luft der transporteres fra højtliggende ørkenområder inde i landet.

47. Nedbørens indflydelse? Mvh. Kaj Hald Kristensen Silkeborg Gymnasium

Nedbør især regn reducerer mængden af partikler i luften.

48. Har urbaniseringen en betydning for luftforureningen? Hilsen Christian Rex, elev fra Egå Gymnasium

Ja koncentrationerne bliver højere fra udledning fra energiproduktion og transport i tætbefolkede områder.

49. Per, Doverodde: Hvilke stoffer er der i havsalt

Hovedsageligt natriumklorid.

50. Hvordan foregår målingerne af luftforurening rent praktisk? Vh Maria, Sønderborg

Det er et spændende emne som du kan læse mere om på hjemmesiden www.dce.au.dk

51. Skyer dannes over partikler i atmosfæren. Betyder det, at der var færre skyer, mindre nedbør, før menneskene begyndte at udlede store mængder partikler via trafik, industri mm Ole Ryge, Seniorakademiet, Svendborg

Det er et vanskeligt spørgsmål da ikke alle partikler danner skyer og ikke alle skyer bliver til nedbør. Men forskerne prøver at forstå det bedre gennem målinger og modelberegninger.

52. Hej Marianne Hvad er din holdning til hypotesen om at kosmisk stråling har indflydelse på skydannelse? Vh Marianne i Søauditoriet

De senere års videnskabelige studier har vist at kosmisk stråling kan påvirke hvor mange af de allermindste partikler der dannes i luften, men det afgørende er om disse partikler kan vokse i størrelse til at påvirke skydannelse, og det ser ud til at denne faktor har større betydning end den kosmiske stråling.

53. Er det en god ide at træne sine lunge ved at indtage de dårlige partikler så de kan holde til de dårlige partikler? Viktor Helle Vesthimmerlands gymnasium

Nej, det er absolut ikke nogen god idé at udsætte sig selv for partikelforurening.

54. Lars Brink, Tåning Forsamlingshus. Kan Marianne sige noget om den vertikale partikel fordeling? Fx. 2 m.o.h. og 100 m.o.h.

Da kilder til partikler hovedsageligt findes ved jordoverfladen, så falder koncentrationen af partikler med højden.

55. Aleksandra, Vesthimmerlands gymnasium Hvordan kan det være at man kan finde ud af hvilken luft man indånder gennem sit liv via kroppens indre?

En del partikler fra luften afsættes i lunger og andet væv i kroppen.

56. Søauditoriet, Merete: Hvor langt væk kan luftpartikler forurene? (I km)

Partikler kan transporteres tusindvis af kilometer afhængig af størrelse og vindforhold.

57. Hvordan ser Danmarks fremtid ud i forhold til sygdomme og tilgængelighed af livsnødvendige ressourcer, når vi i verden har den store mængde af partikelforurening - Maja og Maria, Kosmorama Skælskør

Hvis ikke der bliver gjort noget på globalt plan for at nedbringe mængden af luftforurening, vil vi opleve stigende problemer med forureningsrelaterede sygdomme i Danmark pga. luftforurening.

58. Kommer de yngre generationer til at dø af luftforurening? Mille Vesthimmerlands gymnasium

Vi skal ikke regne med, at de yngre generationer slipper for at dø af luftforurening, hvis ikke vi får bragt niveauerne, vi kender for øjeblikket, længere ned.

59. Hvorfra kommer hydroxylradikale? Hanne Lynggård, Silkeborg gymnasium

Hydroxylradikaler dannes i luft ved reaktion mellem lys, ozon og vanddamp.

60. Hanne Gjern Kulturcenter: Har man viden om mængder af nano-plastik i luften?

Der er desværre for få målinger af mikroplastpartikler i luft til at vi kan udtale os om dette.

61. Er det rigtigt, at partikler både reflekterer sollys og samtidig forhindrer isen i at reflektere lyset? Vh Hanne, Næstved Bio

Ja, men det er forskellige typer partikler, idet sorte sodpartikler på is absorberer strålingen, mens reflekterende partikler er farveløse salte og dråber.

62. Det med vikingernes røg er et spørgsmål om at fyre med det rigtige træ og på den rigtige måde. Fyr ikke med egetræ. Forsøg i Eindhoven i Holland viser, a det kan lade sig gøre at fyre, så der ikke er røg i huset. Bodil Johanson Skødstrup Sognegård.

Det lyder interessant. Der vil dog altid komme røg når træ afbrændes i et bål.

63. Hvilke konsekvenser har vores nærliggende landes forureninger i form af støv, svovl og havsalt for Danmark? - Maja og Maria, Kosmorama Skælskør

Udledning af luftforurening fra landene omkring os har meget stor betydning for partikelniveau i Danmark. Ligesom vores forurening påvirker de omkringliggende lande.

64. Er partikelforurening mere skadelig for kvinder en mænd? Thisted gymnasium Mvh Mia og Anne Kristine

Partikelforureningen ser ud til i de fleste studier at være lige skadelig for kvinder og for mænd, men derimod er der en stor forskel på hvor skadeligt det er i forbindelse med alder, og vi ser de største effekter blandt børn og blandt ældre.

65. Det er mere udbredt med flisepest på fx. terrasser og indkørsler nu end for nogle år siden. Det skyldes kemiske forhold i luften? Carsten Kring, Silkeborg Gymnasium

Det er ikke et område vi forsker i.

66. Hvor stor partikelforurening udsætter man sine børn for hvis man dagligt har tændt stearinlys i hjemmet. Bør der foretages en indsats imod den forurening Birgit og Christian i Sorø

Det er svært at sige hvor stor en partikelforurening man udsætter sine børn for, hvis man har tændt stearinlys i hjemmet. Det kommer helt an på typen og antallet af stearinlys, man har tændt samt hvor lang tid man har dem tændt. Men generelt set anbefaler vi, at mængden af partikler i hjemmet begrænses så vidt muligt.

67. Lattergas, N2O5, blev ikke nævnt som NOX. Betyder det, at lattergas er uden betydning som helbredsskadende forureningskilde. Vh. pean Seminariehuset, Ribe.

Lattergas, N2O, dannes ved mikrobielle processer i f.eks. jord. NOx er summen af NO og NO2 der dannes ved forbrændingsprocesser.

68. Hvor små skal partikler være for at blive optaget i blodbanen fra lungerne? Hanne Gjern Kulturcenter

De partikler, vi ved, som føres over blodet i luftbarriererne i lungerne, er i nanometer størrelse mellem 10 og 80 nanometer.

69. Annie - sognehuset i Elev: når der årligt dør 4200 om året i DK af luftforurening, er der så taget højde for om nogen af dem var rygere, eller er rygning her også regnet som luftforurening

Ja, der er taget højde for rygning i de beregninger, vi har. Det er faktisk sådan, at rygere er lidt mere følsomme over for luftforurening end ikke-rygere.

70. Hvor vigtig er en velventileret bolig? Vores egen udånding forurener vel også?
Carsten Kring, Silkeborg Gymnasium

Menneskers udånding forurener især med CO2, så det er en god idé at luft ud med gennemtræk cirka hver 6. time.

71. Svend, Hinnerup Bibliotek. Forurener en bil mere om vinteren end om sommeren?

Ja det gør den bl.a. fordi katalysator og partikelfiltre skal opnå en vis temperatur for at virke optimalt.

72. Påvirker CO2 koncentrationen menneskers velvære? Carsten Auditoriet

Ja, CO2 påvirker både koncentrationen og menneskers velvære.

73. Hvad med indendørs forurening, som radon. Er det sundhedsskadelig. Lars Evald Solbjerg sportskafen

Ja, radon er skadeligt, men det er ikke noget, der har været en del af denne forelæsning.

74. Ultrafine partikler kommer ofte fra forbrænding, vil det så sige at partikler fra forbrænding har en svagere kohæsion end andre siden at de ikke "klumper sammen" og danner større og mere grove partikler Jakob FM Nordborg SE

Ultrafine partikler fra forbrænding vil, hvis der er høje koncentrationer, koagulere ("klumpe sig sammen") og danne større partikler (op til et par mikrometer i diameter), men det tager tid for processen at forløbe, så derfor udledes disse partikler mens de stadig er ultrafine i størrelse. Grove partikler (over 2,5 mikrometer i diameter) dannes typisk ved mekaniske processer såsom slid på dæk og veje.

75. Viktor Helle (Vesthimmerlands gymnasium og hf) Er der andre årsager end luftforurening til at sygdomme som astma fremkommer Og kan man til en vis grad udgå luftforurening i dagligdagen

Vedrørende astma forekommer som konsekvens af mange forskellige påvirkninger fra infektioner til luftforurening og pollen, så der er mange andre årsager til luftforureningen, specielt hvis man er allergiker og f.eks. overfølsom over for græs, så vil det være den kraftigste årsag til at man bliver påvirket af udendørs eksponering.

76. Er alle partikler lige farlige? Bo i Hasle Bibliotek

For øjeblikket kan vi ikke skelne mellem farligheden af de forskellige partikler, så alle partikler bliver behandlet ens i vores risikomodeller. Men det skal nævnes, at man arbejder kraftigt på at finde ud af, om der er nogen partikler, der er specielt farlige.

77. Jørgen, Sorø. Vil det forbedre luftkvalitet væsentligt i Danmark at nedsætte hastigheden på motorvejene til 100km/t?

Det vil næppe kunne måles generelt på luftkvaliteten i Danmark, men det vil især have betydning i områder indenfor en km af motorvejene. Desuden udledes mindre CO2 ved lavere hastighed.

78. Er NO2 i atmosphæren et problem i sig selv, er gassen kun et problem, når den reagerer med andre stoffer og f.eks skaber partikler Ole Ryge Seniorakkademiet, Svendborg

NO2 er også skadelig i sig selv, bl.a. for menneskers lunger.

79. Kommer der flere partikler fra afbrænding af træ end fra olie (jvnf at røgen lugter mere fra pillefyr end fra oliefyr) Vh Hanne, Næstved Bio

Ja det er korrekt.

80. Er ilt en gasart? Karen, Skærbækhus

Ja.

81. Hej. Hvor stort et bidrag yder den naturlige forurening (vulkaner mv.) til den samlede forurening (CO 2)?
Jørgen Ølstykke Bibliotek

Dette er udenfor vores emneområde.

82. Lise, Sportscafeen i Solbjerg. Hvordan mærkede vi i DK til nedfald fra Tjernobyl-katastrofen?

Dette er udenfor vores emneområde.

83. Hvordan reducerer man forurening i Danmark når der er inversion? Mehran i Hasle Bibliotek

Der har heldigvis ikke været så høje niveauer af luftforurening, at myndighederne har været nødt til at gribe ind i Danmark. I andre lande har man typisk først opfordret befolkning til f.eks. at undgå at fyre i brændeovne (om vinteren) eller reducere bilkørsel.

84. Kulminernes kanariefugle er fortid, men kan man bruge levende organismer som måleinstrumenter og alarmer med held nu om dage? Stege Bio GFR

Interessant idé at bruge levende organismer som måleinstrumenter, men det er faktisk dét vi gør, når vi følger befolkningens dødelighed i forhold til luftforurening, hvor vi netop ser på, om der er flere eller færre, der dør, afhængigt af hvordan koncentrationen af luftforureningens komponenter er.

85. Synes ikke der blev nævnt så meget om CO2. Vh Jesper H

Nej vi havde valgt at fokusere på luftforurening fremfor CO2, som især har klimaeffekt.

86. Tine, Rødding Bio: Tæt tåge kan irritere lungerne og få en til at hoste. Er det selve vandpartiklerne, som generer luftvejene Bør man lade være med at motionere ude i tåge

Tæt tåge er i virkeligheden en samling af små vanddråber, som af lungerne behandles som partikler. Grunden til at man bliver påvirket af tæt tåge, hvis man motionerer, er en kraftig afkøling af luftvejene, som man påvirkes af, specielt hvis man har astma eller KOL. Man kan for at undgå denne påvirkning tage et tørklæde for munden, således at man ikke indånder den kolde luft direkte, men har en opvarmningszone uden for munden. Det samme gælder, hvis man er udsat for meget koldt vejr og motionerer kraftigt, så kan langt de fleste mennesker få en besværet vejrtrækning, fordi lungerne påvirkes af den kolde luft. Og her vil et tørklæde formentlig også hjælpe.

87. Jytte fra Skjoldelev forsamlingshus: Bliver noget af luftforureningen ikke også til gødning for vores jord? Salpeter bruges jo som gødning, men er der andet?

Ja det er rigtigt. Det drejer sig både om ammonium, nitrat og sulfat.

88. Ang røg. Man har brugt enebærrøg som konserveringsmiddel og som medicin. Bent Dahlin. Skødstrup Sognegård.

Det er rigtigt, at man har brugt røg som konserveringsmiddel, men det er netop fordi røgen slår andre ting ihjel. Man skal ikke derfor tro, at det hjælper at inhalere røgen, men det virker som en konserverende faktor i forhold til fødevarer.

89. Hvad sker der med partiklerne, efter de har hængt i luften i en uge ? Emma, Vesthimmerlands Gymnasium og HF

De større partikler (over 2,5 mikrometer) kan fjernes ved at de langsomt sedimenterer (falder ned) pga. tyngdekraften. De mindre partikler vejer så lidt at de kan forblive i luften i længere tid. Disse fjernes hovedsageligt når det regner.

90. Hvor slemt er afbrænding af stearinlys i hjemmet ift andre former for forurening som benzinos osv. ? Katrine, Ry Bio

Det er svært at sige generelt da det afhænger af koncentrationer dvs. hvor meget udledes, hvor tæt er man på forureningskilden, og hvor meget/hurtigt fortyndes forureningen.

91. Ib, Pejsegården Brædstrup. Er havgus lige så skadeligt som røg og sod?

Det bliver diskuteret for øjeblikket, om partikler fra havet er mindre farlige end partikler fra trafikforurening, men indtil videre har det ikke været muligt at lave forsøg, som viste præcis hvor farlige de enkelte partikelfraktioner er, idet de ofte eller stort set altid forekommer samtidig i forureningen.

92. Spm fra Ben i Apollon biografen i Struer: Hvad er mere skadelig for miljøet og vores helbred: NOx eller CO2 emission?

Det ser ikke ud til, at der er nogen speciel skadelig virkning af CO2 i de koncentrationer, vi finder dem i udeluften, så derfor er NOx betragtet som en mere skadelig luftforurening end CO2 mængden.

93. Du fortalte hvor meget nitrogendioxid der er i luften, men ikke hvad det gjorde og om det er farligt, er det? Kristoffer. Kino Nibe.

NO2 er også skadelig i sig selv, bl.a. for menneskers lunger. Desuden kan det bidrage til dannelse af partikler.

94. Hvor stor rensevirkning har vore næsehår? Søren, Fjerritslev Kino

Rensevirkningen af vores næsehår er god for meget store partikler, som vi indånder, men virker ikke på de små partikler, som når længere ned i luftvejene.

95. Kan mikropartiklerne komme ud af lungerne igen, når de først er helt nede i alveolerne?, Allan Ballerup bibliotek

Ja, mikropartikler kan godt komme ud af lungerne igen, hvis de optages af de såkaldte skraldemandsceller og bringes med dem op til strubehovedet, hvor de kan hostes op og så synkes.

96. I Asien ses mange bære hvide ansigtsmasker. Giver maskerne en målbar beskyttelse mod luftforurening? Per, Nicolai Bio Kolding

Hvis man holder op med at ryge f.eks., vil lungernes celler have taget varig skade, så der vil ikke være en gendannelse af de celler, som er ødelagt, hvorimod de celler, som ikke er ødelagt, ser ud til at kunne regenerere ganske lidt. Så det gælder om at holde op med at ryge så tidligt som muligt.

97. Hvilken energikilde, brændeovn eller oliefyr, skaber flest fine partikler? Mvh Jytte, Værløse Bio

Brændeovn udleder den største mængde fine partikler.

98. Hvad med sol partikler, hvad er deres rolle på jorden? Charles fra Ugelbøl

Spørgsmålet er desværre så uklart at vi ikke kan besvare det.

99. Betyder radonstråling noget for respirationen? Lars Pilegaard, Egå Gymnasium

Nej, radon påvirker ikke respirationen overhovedet, radon er kun farligt, fordi det deponeres i lungerne og kan føre til lungekræft på lang sigt.

100. Er der en sammenhæng med hvor kraftig en duft næsen opfatter og partikler. Feks brænderøg og trafik. Kan det evt også gælde f.eks muselort og friturefedt Mette Bio3 Skive

Vi ved ikke, om der er en sammenhæng mellem hvor kraftig en duft næsen opfatter og mængden af partikler, men der er helt klart en sammenhæng mellem mængden af duftpartikler i luften og den duftintensitet, som vi opfanger. Det afhænger dog meget af de enkelte duftmolekyler.

101. Der er mange tiltag for at reducere de menneskeskabte kilder til luftforurening. Arbejder man også på at reducere de naturlige kilder? Line Faurby, Skærbækhus

Nej det er jo vanskeligt kontrollere de naturlige kilder.

102. Ribe Seminariehuset Klaus, Hvor stor forskel er der på skadevirkningen fra partikler bestående af forskellige stoffer (sod, jordstøv, cementstøv osv)?

For øjeblikket kan vi ikke skelne mellem farligheden af de forskellige partikler, så alle partikler bliver behandlet ens i vores risikomodeller. Men det skal nævnes, at man arbejder kraftigt på at finde ud af, om der er nogen partikler, der er specielt farlige.

103. Hvor længe kan man regne med at leve, hvis man går med mundfiltering? Lars Pilegaard, Egå Gymnasium

Hvor lang tid man kan regne med at leve, hvis man bruger mundfiltrering, er det meget svært at udtale sig om. Det hænger derimod snævert sammen med hvor man bor. Jo renere det er, jo længere er ens forventede levetid.

104. Henning fra Tåning Forsamlingshus, kan I sige noget om luftforurening fra svinefarme?

På landsplan har luftforurening fra svinefarme i form af ammoniak især betydning for mængden af partikler i luften.

105. Henrik i Stege Bio. Forbedre eller forværre et ventilationsanlæg luftkvaliteten, eller de filter der anvendes ikke fine nok til at fjerne de partikler der er i indsugningsluften

Man kan købe filtre til at fjerne forskellige størrelser af partikler.

106. Jonas, Læsø. Hvor stor del af forureningerne kommer fra naturen selv ? Vulkaner, støv mv.

Den naturlige del af partikelforureningen udgør under halvdelen af mængden af partikler i luften udenfor byer og menneskeskabte kilder.

107. Storm, Marstal Bibliotek: Hvad kan vi selv gøre for at afhjælpe forureningen her i Danmark - med fokus på udendørs

Udover de tiltag der er lavet fra myndighedernes side, kan man forholde sig til sin egen hverdag og undgå eller reducer forbrændingsprocesser til opvarmning og transport

108. Claus, cinema 3 Skive. Er det kun massen/antallet af partikler, der betyder noget? Er der ligegyldigt, hvilke partikler, det drejer sig om?

For øjeblikket kan vi ikke skelne mellem farligheden af de forskellige partikler, så alle partikler bliver behandlet ens i vores risikomodeller. Men det skal nævnes, at man arbejder kraftigt på at finde ud af, om der er nogen partikler, der er specielt farlige.

109. Er menneskeprutter med til at forurene atmosfæren, og kan det måles på verdensplan? Pelle Siveren Kirchoff

Der bliver udledt forurenende gasser i prutter, men globalt har det så lidt betydning at det ikke kan måles.

110. Kan husplanter forbedre indeklima, og hvor mange skal der til? Arti, Skødstrup Sognegård

Desværre kan husplanter ikke fjerne luftforurening såsom organiske gasser og partikler effektivt nok til at have nok betydning indendørs.

111. Frank Holbæk bibliotek. Hvis ens lunger har været udsat for forurening kan man så senere i livet slipper af med forureningen hvis man opholder sig i rent luft

Hvis lungerne har været udsat for forurening tidligere, vil der opstå skader på lungerne, som man ikke slipper af med, hvis man flytter til et sted, hvor der er renere luft. Til gengæld vil man ikke få forværret sin situation, hvis man flytter til områder, hvor luften er renere.

112. Aleksandra, Vesthimmerlands gymnasium Hvad ville der ske hvis ikke vi har nogle partikler i verden til at danne skyer?

Hvis man forestiller sig en verden uden partikler i luften, så er det rigtigt at der ikke ville være skyer.

113. Vi bliver flere og flere mennesker og vi forbruger mere og mere af vores natur. Kan vi løbe tør for luft? Sonia, Bofællesskabet, Svalin i Roskilde

Nej man det forventer man ikke vil ske.

114. Aleksandra, Vesthimmerlands gymnasium Hvor stor en påvirkelse har el-biler på luftforureningen?

Elbiler bidrager ikke til luftforurening fra udstødningen når de kører, men der vil stadig være et mindre bidrag fra slid på dæk og veje.

115. Ove bio Vordingborg. Giver partikelforurening ikke en reduceret opvarmning af kloden. Og skal vi så ikke intensivere partiklerne?

Man forsker i disse år i geoengineering hvor ideen er at sende partikler op i atmosfæren for at udnytte denne effekt til at køle klimaet på jorden.

116. Johan, Næstved Bio Hvorfor er partikler farlige at indånde?

Partiklerne er farlige at indånde; når der er tilstrækkelig mange, overskrider de lungernes rensningskapacitet og det fører til inflammation på lungernes overflade, som spreder sig til andre organer.

117. Aleksandra, Vesthimmerlands gymnasium Hvor på skalaen ligger mikroplast efter det er opløst og kommer ind i kroppen?

Det er svært at sige hvor mikroplast ligger på skalaen, idet vi har meget lidt erfaring med mikroplast, til gengæld er det en partikelfraktion i en størrelsesorden, som vækker bekymring, hvis man udsættes for den. Fordi den vil have en størrelse, der kan gøre, at den kan deponeres dybt nede i luftvejene og vi ikke har nogen naturlige forsvarsmekanismer i forhold til mikroplast, hvis først det er kommet ind i kroppen.

118. Hvor lang tid tager det før lunge funktionen vender tilbage til tidligere niveauer, efter at være udsat for store partikel koncentrationer Fx som i vikinge eksperimentet. Simon / Sønderborg biblotek

Hvis lungerne har været udsat for kortvarig eksponering for kraftig luftforurening, regner vi med, at det tager ca. 6-8 uger, før man er tilbage til sin tidligere kapacitet.

119. Hvad er værst brændeovne eller stearinlys? Mvh Mads, Holstebro Gymnasium

Brændeovne udleder en langt større mængde partikler end stearinlys.

120. Torben Sigsgaard. Vedr. fofedrag i går "luften vi indånder. Er det ikke nødvendigt at lufte ud i et nyt hus når man har Gen-vex anlæg? Mvh Lene Høeg

Vedrørende udluftning og Genvex anlæg, burde anlægget tage højde for det meste, således at man ikke behøver at lufte så meget ud, men det kan godt være en fordel at lave gennemtræk engang imellem, specielt hvis man har haft meget gang i køkkenet.

121. Hvordan har partikelforureningen udviklet sig i i-landene siden 1950? Hans, e-i huset, Vojens

Den er faldet pga. myndighedernes krav til reduceret udledning fra især energiproduktion og transport

122. Angående østrigske Øtzl og soden i hans lunger: var han dioxinforgiftet? Vh. pean, Seminariehuset, Ribe.

Jeg ved faktisk ikke, om Øtzl var dioxinforgiftet, men det ville være usandsynligt, da han levede længe før vi var begyndt at producere dioxin, da det er en industriel forurening.

123. Jakob, Doverodde Købmandsgård Er havgus partikler?

Ja det er det.

124. Trækker man mere luft hvis man er fed? Og hvor mange kilo ca?
Og hvad hvis man har en stor næse?
Jamal og Ibrahim, Skåde skole

Nej, man trækker ikke mere luft, hvis man er overvægtig. Derimod ser det ud til, at overvægt fører til, at vejrtrækningen bliver besværet pga. ophobning af fedt i abdomen.

125. Ling Poulsen, Vesthimmerlands gymnasium - hvad gør man for at mindske forurening?

På kraftværker renser man røgen med scrubbere. I biler bruges katalysatorer og partikelfiltre.

126. Erich fra Nykøbing Sj. Har vi også i DK alarmerende niveauer Glyphosat luften som man har i USA Det er noget som skaber "leaky gut" og dermed mange helbredsproblemer. Roundup er skurken her.

Der er så vidt vi ved ikke målinger af glyphosat generelt i luften i Danmark.

156. Per i Doverodde: Forskellen på forurening ved Agger i Thy og København?

Det afhænger af hvilken parameter der måles. PM10 er dobbelt så høj på en gade i København sammenlignet med målinger på landet, mens PM10 i f.eks. en park i København kun vil være ca. 25% højere.

128. Hej jeg ville gerne vide om man kan gøre lungerne nogen lunde normale igen hvis man stopper med at ryge? Alfred Østervangskolen Hadsten

Hvis man stopper med at ryge, vil den skade, som rygningen påfører lungerne, ikke udvikle sig yderligere, men man kan ikke genvinde den lungekapacitet, som man har tabt gennem mange års rygning. Til gengæld så bliver lungerne ikke belastet med rygepartikler, og derfor vil den tilbageværende del af lungekapaciteten have nemmere ved at arbejde, hvis man stopper med at ryge.

129. Kan forurenede partikler skabe lungekræft?

Ja, det kan det, og det er parallelt med hvad vi ser efter tobaksrygning.

130. Lærke, Vesthimmerlands gymnasium 2k Er organisk carbon overhovedet skidt?

Svaret er ja, idet organisk carbon i luftforureningssammenhæng er partikler, som giver de samme problemer ved indånding som andre partikler.

131. Hvordan påvirker vores partikelforurening verdens plante- og dyreliv den dag i dag, og hvad vil det betyde for deres udvikling/mutation, som vil ske fremover - Maja og Maria, Kosmorama Skælskør

Det er et spændende spørgsmål som det er vanskeligt at svare kort på. På kort sigt påvirkes dyr på samme måde som mennesker.

132. Kan forurenede partikler skabe lungekræft? - Emilie Brøgger Vesthimmerlands Gymnasium

Ja, det kan det, og det er parallelt med hvad vi ser efter tobaksrygning.

133. Signe, Vesthimmerlands gymnasium Hvordan rydder makrofag op i lungerne? Hvordan går det præcist ind og påvirker det?

Makrofagerne eller skraldemandscellerne rydder op i lungerne ved at de ”kravler” rundt på lungernes overflade og samler alt det op som findes på overfladen, hvorefter de tager det ind i deres krop og nedbryder partiklerne i nogle såkaldte aerosoler, små blærer i cellen, som er fyldt med enzymer og som kan nedbryde fremmed-stoffer.

134. Lars på vejen gym. Er c60, grafen og nano tubes farlige og hvis ja så hvorfor?

Nano-tubes ser ud til at være den farligste udgave af nano-materialer, men det skyldes den funktion, at det er fibre, som man formoder kan have samme effekt på mennesker som andre farlige fibre, bl.a. asbest, fordi man har set ved dyreforsøg, at disse nano-tubes eller nano-fibre fører til forandringer, der minder om det man ser ved asbest.

135. Skal jeg skrotte min brændeovn - og hvorfor? Vilhelm, Søauditorierne

Brændeovne står for en stor del af den danske udledning af partikler, men det er op til den enkelte om man ønsker at skrotte sin brændeovn.

136. Hvad med asbest. Og asbestose. Hvordan ser det ud i lungerne. - Bodil, Malling Sognegård

Asbest og asbestose er sygdomme hvor lungerne bliver stive pga. en proces, som fører til at det sunde lungevæv erstattes med uvirksomt bindevæv.

137. Kommer luftforurening til at være et større problem senere hen? Mille Vesthimmerlands gymnasium

I Danmark og Europa stiller vi i dag krav som har reduceret luftforureningen generelt gennem de seneste årtier. Men luftforureningen i f.eks. Asien vil fortsætte med at øges, hvis myndighederne ikke også her stiller krav til kilder såsom energiproduktion, fabrikker og køretøjer.

138. Gør brug af mundbind nogen forskel for indbyggere i storbyer? Jacob - Hoptrup Kirkehus

Almindeligt mundbind er ikke altid tilstrækkeligt til at afhjælpe problemer med luftforurening, men det kan være en hjælp, hvis man skal ud i trafikken, at man bruger et filter, idet mundbind i sig selv ikke er i stand til at tilbageholde de mindste partikler

139. Majken Gaard, Miđlatún, Vagur, Færøerne
Dannes de små fimrehår igen, hvis en ryger stopper Eller hvad kan en eks-ryger med KOL gøre for at leve et, trods alt, godt liv

Hvis man holder op med at ryge f.eks., vil lungernes celler have taget varig skade. Der vil ikke være en gendannelse af de celler, som er ødelagt, hvorimod de celler, som ikke er ødelagt, ser ud til at kunne regenerere ganske lidt. Så det gælder om at holde op med at ryge så tidligt som muligt.

140. Morten Køge Bibliotek. Man ser i Asien og Kina at borgerne bruger masker..har masken nogen effekt?

Almindeligt mundbind er ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe problemer med luftforurening, men det kan være en hjælp, hvis man skal ud i trafikken, at man bruger et filter, idet mundbind i sig selv ikke er i stand til at tilbageholde de mindste partikler

141. Jakob Korslund, Kino Nibe. Netop hjemvendt fra 12 år midt i Bangkok kunne jeg tænke mig at spørge: vil en sådan eksponering for smog gradvist 'udvaskes' fra kroppen, eller sandsynligvis give permanent påvirkning/skade

Der vil helt sikkert være en positiv virkning af at komme væk fra eksponeringen, men skader, som har været kraftigere, vil være permanente og derfor ikke kunne heles fuldstændig. Til gengæld hvis man ikke længere er i en situation, hvor man udsættes for store mængder forurening, vil man slippe for en yderligere forværring af ens lungefunktion.

142. Hvad skete der i foråret. Altså det som lægen talte om da han sagde at både Kina og Indien havde set skrifterne på væggen om at KOL, hjerte-kar-sygdomme osv. var på vej i større grad.
Lau Thisted gymnasium

Det der skete i foråret og i sommeren var, at vi så nogle meget voldsomme episoder med luftforurening både i Indien og i Kina, hvor den lokale dødelighed steg kraftigt i forbindelse med disse forureningsepisoder.

143. Hvad koster luftforureningen samfundet i sygefravær, indlæggelser m.m. Vh Lucas, Fredericia Gymnasium

Det Økonomiske råd har beregnet hvad luftforureningen koster pr år:

”Luftforureningens helbredsomkostninger i Danmark udgør omkring 39 mia. kr”

144. Undersøger I kun ikke-rygere? Eller hvordan skelner I mellem cigaretter og luftforurening som årsag til sygdom. Elisabeth AUD 1

Ja, der er taget højde for rygning i de beregninger, vi har. Det er faktisk sådan, at rygere er lidt mere følsomme over for luftforurening end ikke-rygere.

145. Finder man mange partikler i e-cigaretter? Hilsen Emil Krogh aka ung iværksætter fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF

Princippet i e-cigaretter er at der dannes mikroskopiske dråber/partikler af bærevæsken (typisk glycerol og glycolforbindelser) som skal transportere nikotin og smagsstoffer ind i mund og lunger. Så ja der dannes mange partikler fra e-cigaretter.

146. Jeg spiller messingblæser og øver mig i at bedre udnytte min lungekapacitet. Vil jeg så leve længere? Vh Christoffer Hedensted bibliotek

Det er vigtigt at motionere i forhold til hvor længe man lever, men blot at træne lungekapaciteten er ikke en tilstrækkelig garanti for, at man lever længere.

147. Hvorfor forbydes brændeovne ikke bare, når de forurener og der findes bedre opvarmnings muligheder ?
Vh Lucas Fredericia Gymnasium

Det er et politisk spørgsmål og vurdering :-)

148. Aleksandra, Vesthimmerlands gymnasium Hvordan udleder stearinlys partikler?

Partiklerne dannes under forbrændingen og består især af uorganiske salte (som vægen er behandlet med), delvist omdannet stearin og nogle gange sod.

149. Forureningen fra skovbrande i Californien må have øget luftforureningen meget i Danmark. ! Bodil, Malling Sognegård.

Der sker en stor fortynding af luftforureningen når den transporteres tusindvis af kilometer, så det bidrager kun lidt til den generelle baggrundsforurening i Danmark.

150. Hvor lang tid efter myldertiden skal jeg cykle til skole? Rune VUC Aarhus

Luftforureningen transporteres hurtigt væk og fortyndes indenfor minutter, når det blæser bare en smule.

151. Hvorfor er partikelforureningen mindre for pillefyr end for brændeovne? Carsten, Ry bio

Forbrændingen i pillefyr er langt mere kontrolleret, så der er et mere optimalt blandingsforhold af brændsel og luft.

152. Hvor meget bidrager en petroleumsovn til forureningen og hvor skadelig er den. Niels, Retfærdigheden, Sæby

Vi kender desværre ikke undersøgelser af udslip fra petroleumsovne.

153. Hans i Elev: I taler om partikler. Men er der ikke stor forskel på skadevirkningen fra forskellige partikeltyper - eks pollen, saltkrystaller og sod?

Der er forskelle i skadevirkning mellem typer af partikler som især skyldes forskelle i størrelse, og dermed hvor de afsættes i luftvejene.

154. Ved i hvornår Danmark bliver så forurenet som Beijing eller gør den nogensinde det ?? Kh Karl-Frederik Næstved bio

I Danmark og Europa stiller vi i dag krav som har reduceret luftforureningen generelt gennem de seneste årtier, så vi får ikke samme forhold som i Beijing.

155. Hvornår er en brændeovn for gammel ? Mvh. Kirsten, Rødding Bio

Miljøstyrelsen har gode hjemmesider omkring brændeovne. www.mst.dk